Syndefaldet starter med disse ord: "Mon Gud har sagt ....". Hermed udfordres Guds ord og dermed Guds magt. Har Gud magt til at sige: du må eller må ikke - du skal eller skal ikke. Syndefaldet er dermed en udfordring af Guds magt over mennesker. Denne udfordring har fortsat lige siden i menneskeslægten, og udfolder sig ikke blot i forhold til Gud, men i forhold til alt og alle i form af magtspil. Disse magtspil foregår i familien, i byen, i skolen, på arbejdet, i organisationen, i kirken, i staten, mellem stater og meget mere. Det er forskellige måder at manipulere sine medmennesker på: Ved ord, visdom, propaganda, vold, svaghed, insinuationer, ambition osv. Da alle mennesker er interesseret i at have magten, er der tale om en stadig kamp - vekslende fra balancerede former til den ultimative ubalance: krig. Der er tale om en stadig strøm af magtspil og forhandlinger.

Dette er ikke en sørgeberetning over menneskets ultimative ondskab, men blot en realistisk beskrivelse af menneskets fundamentale livsbetingelser. I moderne termer er mennesket et resultat af netværket af genetik, opdragelse, samfundets normer, ny og gammel kultur, mennesker der var til at stole på og dem der svigtede, løfter der holdt og løfter der ikke holdt - både fra medmennesker og personen selv, samvittighed og erfaring, sygdom og sundhed osv.

I disse 2 perspektiver - syndefaldsberetningen og netværksresultatet - har mennesket således en stærkt begrænset fri vilje. Den er indlejret i magt og netværkets begrænsninger og præges af de allerede nedlagte mønstre at tænke og reagere på.

Det kalder Luther for arvesynden. Ikke som en fordømmelse, men blot som en tør konstatering af, at det hele tiden er til stede. Men også at Gud i Jesus Kristus har gjort op med disse magtspil ved et genialt modtræk: soning og tilgivelse.