Historie er forsøget på at ændre forklaringen på hvorfor tingene skete, når situationen er, som den er i dag.
Det er åbenbart det, som er sket for eftertiden, da man skulle vurdere tilstedeværelsen af USA's atomvåben på Grønland.
Når man sidder her ved sidelinien kan det undre en lidt, hvordan det kan være undgået de danske regeringers opmærksomhed, at Danmark har været en atommagt - eller rettere: Grønland ?
Bedømmes begivenhederne udfra dagens forudsætninger eller gør det bare for ondt at forstå sagerne udfra datidens forudsætninger ? Men alt andet ville vel være unfair ? Ved Sovjetunionen stod man vel overfor en europæisk stormagt med det største landområde i verden og på trods af det med klaustrofobe angstanfald ?
Når jeg uden fordomme tænker tilbage, så kan vi formentlig takke en skandaløs, uhæmmet overproduktion af atomvåben for 50 års fred i Europa. Tanken om massiv gengældelse er oprørende, men åbenbart ganske effektiv.
Jeg har fået lov til at se i min fars levnedsbeskrivelse fra 1975. Det mest interessante for dagens tekst omhandler tiden 1950/1951, hvor han var forbindelsesofficer på Grønland. Der kan måske være unøjagtigheder, men mon ikke hovedlinien er korrekt ?
Det følgende er citater fra min fars levnedsbeskrivelse (nogle personlige notater, stort set uredigeret):
"Sidst på vinteren og i foråret 1951 begyndte amerikanerne en livlig aktivitet, udviklende sig til en særdeles livlig foretagsomhed hos os og nordpå. Flyvninger på BW8 og videre til Thule øgedes og efterhånden viste det sig at være bygningen af den nuværende Thulebase, som indtil da kun havde en primitiv airstrip (hvor man om vinteren kun kunne lande ved månelys), og en dansk vejrstation. BW8 blev en yderst vigtig base med 25 starter og landinger daglig for indflyvning til Thule af materiel til forberedelserne af udbygningen af havnen deroppe og lufthavnsfaciliteter.
En dag kom chefen for den amerikanske styrke, som nu igen var blevet sendt op til os, og forlangte overtagelse af radiostationen og flyoperationsaktiviteterne, hvilket jeg beklageligvis bestemt måtte afslå - det ville jo være det samme som at aflevere et skibs kommandobro og radiostation. Alt dette var ukendt derhjemme, og meget måtte ordnes på stedet per konduite, vi vidste jo, at begge parter var i den fælles NATO-pagt, men det var det eneste at handle på. Men vanskeligt var det, og jeg fik ikke forholdsordrer hjemmefra eller fra Godthåb til trods for gentagne rapporter og anmodninger. Til slut sendte jeg et telegram i kode: "De eneste teams, amerikanerne ikke har medbragt, er lokumsafbærere og skraldemænd. Det er en hån mod dansk flag og autoritet på Grønland. Må vi så få forholdsordrer." Vi havde med Godthåb et herligt fordomsfrit kommunikationssprog. Men ganske øjensynligt var danske myndigheder ikke på forhånd orienteret om disse aktiviteter og byggeplaner. Selvom Amerika var stærkt involveret i Korea på dette tidspunkt og måtte sikre sig overalt for overraskelser, burde de i det mindste have underrettet danske myndigheder på forhånd.
Den næste dag sendte kommandøren i Godthåb: "Deres telegram af gårs dato er sendt hjem til søværnskommandoen in extenso". Selvom min senere gode ven og klubkammerat i eventyrernes klub, Admiral A.H.Vedel, chef/SVK ikke var helt tilfreds med kommandørens anvendelse af samme sprogbrug i et officielt signal, gik samme dog videre, og nåede åbenbart udenrigsministeriet, hvor man har taget det med til forhandlingerne med amerikanerne om basens nyordning omkring påske 1951. At det nåede så langt blev jeg gradvis klar over ved amerianernes reaktioner og endelig, da jeg senere på året skulle afhente mit diplomatpas for indiensmssionen. Da kom et par yngre udenrigsembedsmænd - en af dem nuværende ambassadør Troels Munk - ned, fordi de gerne ville de den mand, som havde sendt et sådant telegram, hvis indhold man ikke var vant til i udenrigsministeriet.
Lidt efter påske kom der et telegram fra den amerikanske konsul i Godthåb at: "the Danish commander of bw8 is garrisoncommander of all nato forces including us-forces in bw8" - der var da omkring 200 amerikanske officerer og menige. Så var det endelig fastslået og blev hjemmefra bekræftet ad tjenestevejen. Samtidig kunne man mærke, at amerrikanerne havde fået klare instrukser, men dog efter, at jeg et par gange havde måttet understrege den danske chefs absolutte myndighed i kraft af, at det danske flag, som det eneste, vajede dag og nat (det blev jo lyst om natten også) over basen. Bl. a. ville den amerikanske chef sende kode telegrammer gennem vore telegrafister, hvortil jeg ville have teksten i klart sprog, ligesom jeg altid måtte give det, når jeg var på de amerikanske baser - lige for lige, når venskab skal holdes. Men det ville de ikke, så måtte de flyve med deres depecher, og resten gå i klart sprog.
Jeg fik de følgende måneder det ene besøg efter det andet af generaler fra North East Aircommand, MATS, og helt fra Airforce Headquarters i Washington. De kom alle og spurgte forsigtigt: "Which officers has violated danish flag and danish authority ?", hvortil jeg kunne svare, at der ikke var tale om officerer, men at deres airforce var kommet ind med kæmpeaktiviteter uden at underrette den danske regering. Så indløb følgende telegram:
"to the governor of greenland, the commander of greenland naval command, the commander of bw8-airbase.
It has been reported that american officers have violated danish flag and danish authority in greenland. This is not the policy of u.s. military forces. My depest regret and apologies.
Signed dean acheson, secretary of state",
altså den amerikanske udenrigsminister, så kunne vi ikke nå højere. Mit lille telegrafiske hjertesuk til min lokale chef var sandelig nået så vidt som til storpolitikken - men sagerne blev da sat på plads.
Den 10. Juli 1951 blev jeg beordret til Thule i egenskab af forbindelsesofficer og var på isrekognosering for en flåde på 42 skibe, hvis udladning jeg overværede. Det var et enormt opbud af dele til huse og materiel til opbygning af Thulebasen med et budget på $ 168 Millioner, og det blev endda langt overskredet.
Efter nogle besøg i New Foundland, Canada, Westover i Massachussets (hovedkvarter for MATS, Military Air Transport Service), som forestod hele flyoperationen på Thule under opbygningen, og airforce headquarters Sct. Andrews airfield i Washington, var jeg igen tilstede i Søndre Strømfjord i min egenskab af chef for BW8, i september 1951, hvor man ved en højtidelighed hejste såvel dansk og amerikansk flag på basen, og de nye overenskomster for baserne på Grønland trådte i kraft. Overenskomsten blev kontresigneret officielt ved den lejlighed af chefen for GMK, chefen for US-airforce på Grønland, den hidtidige chef for BW8 (undertegnede), og der var ingen forbehold for atomvåben eller transport deraf. Der var en ganske klar forståelse hvad det hele drejede sig om, og vi vidste jo alle, at Thule var en SAC-base (Strategic Air Command). Det var NATOs sværd, der skulle operere derfra. - Vel, man bygger vel næppe 14 km lange startbaner for at benytte dem til to-motorers sportsfly."
Det er jo ganske pudsigt at finde den slags i ens fars efterladenskaber. Jeg kan godt huske at han viste mig papiret, da han skrev det i 1975. Men jeg forstod ikke rækkevidden af hans betragtninger dengang. Han mente selv at amerikanernes atompolitik var indlysende og at alle måtte kunne indse og forstå det. Hvis han havde ret, har folk jo haft travlt med at benægte fakta. Jeg tror nærmere, at en del har været naive, men også at en del har kendt til tingenes tilstand igennem årene. En så stor kollektiv forståelsesbrist kan næppe forekomme.
Diskussionen har efterhånden udartet sig med langsom stigende erkendelse og åbning af dokumenter fra dengang. Der er ikke i mine øjne behov for officielle undersøgelser, men for generel åbenhed i de daværende dokumenter, så vi selv kan drage vores konklusioner.
